Tidligere indlæg

17.06.2011

Musikalskklistrende firser drømme

                                 Joel og Daniel

Den altigennemskuelige indflydelse fra 80'ernes synthårti har på alle måder smittet af på forhenværende Games, som nu kalder sig Ford and Lopatin. Det er et producerprojekt fra Brooklyn, der tæller både Daniel Lopatin med sit eget soloprojekt Oneohtrix Point Never og Tiger City's Joel Ford. 
Duoens klare glæde til spillerkonsolernes synthbetonede univers findes stadig under det nye navn, men der er sådan set også mere af den såkaldte wonky at finde på deres første udgivelse, Channel Preassure under det nye navn.  Lyden er altså spækket til med sygeligtspidse synthklange og supertighte lilletrommeslag samt storetromme og/eller bastoner.
Der er under processen af Channel Preassure klippet og klistret med bl.a. sampling og genskabning og ændring af musikkroppe på numre med en glitchy bund, eller med meget catchy samt nærmest progressive undertoner af krautrock, pop med kant og fusion, der her alt sammen er gået op i én større enhed. Det danner tilsammen rammen om et både fængende, men også dybt minimalistisk  perleeksempel, når der tales om nutidens svar på et mere eller mindre ret intelligent eventyrsbillede af skærende og nærmest klistrende fremtidsdrømme.

17.02.2011

Drømmepop med bid i

                                

Fuck en syg dag at stå op til! Vejret ligner noget, der mildest talt minder mest om Grønlands polarklima, der er ikke mere kaffe i kanden og strømmen var lige ved at gå for kort tid siden. Dog skulle en tremandsgruppe fra Toronto, Canada ved navn Tearjerker (spørg mig ikke, hvorfor de lige netop har valgt dette kunstnernavn?) lindre lidt på omstændighederne. En hel del fuzzy guitar, drømmepop-lignende lo-fi vokaler, listende trommer og et laaaangsomt tempo er åbenbart det, der skal til for at ændre lidt på torsdagens surmulethed. Mht. antal udgivelser er jeg kommet frem til 6 ved at kigge på det candadiske label, som gruppen er signet hos kaldet Sorethump. Man kan roligt kalde Tearjerker for drømmepop med bid i, hvis det er noget nogen tænder på.

16.02.2011

Et sammensurium af alt mellem himmel og jord

                                Coveret til Pill Weekend



Thomas Michael eller Jaded Hipster Choir har for mit vedkommende efter noget tid udviklet sig til et uhyr mærkværdigt musikalsk bekendskab. Genremæssigt er det praktisk talt ikke muligt at komme i nærheden af nogen rationel genrebetegnelse, så lad os prøve noget andet for en gangs skyld. Musikalske bestanddele som disse er at finde i JHC. Et sammensurium af hårdtbragende, helt stille, knasende og på mange måder også nærmest larmende beats og synthesizer mikset med en vokal, der ind i mellem veksler mellem viskende pibeseancer samt udbrudslignende vokalstrøminger. Derudover tilsat ekkoeffekter, rap, eksperimentale lydklip, blæsere, enten analoge eller digitale fuglepip, chillwavelignende støvsamples og noget, der lyder som redefinerede klassiske harpespilsharmonier smækket i skærsilden. Lad os kalde det no-flow-go-snow-wow-glo-go-fi. Manden kommer fra det amerikanske musikmekka, Californien. Udover hans linkende myspace-side, så husk også at tage et lyt på hans bandcamp, der indeholder alle hans releases ind til videre.

15.02.2011

Varme toner fra det kolde nord

                                        Som du nok kan se, er gruppen vældig smart klædt.


French Films er finske. De opstod sidste år med medlemmerne Johannes, Antti, Mikael, Joni og Santtu, som i efteråret udgav deres første udspil ved navn Golden Sea EP. Der er noget forbavsende friskt over dem, nærmest som havde de fået drysset noget The Cure-agtigt over sig. Man kan kalde musikken en slags solbeskinnet post-punk med et køligt synthesizer-touch. Det lyder i al sin enkelhed lidt som The Drums bare lidt mere britisklydende og beskidt i sin grundtone. At bandet skulle have lige sådant et sommerligt navn som French Films, forbliver mig en gåde. Ikke desto mindre kan du opleve dem live på dette års by:Larm, som løber af stablen den kommende weekend (uge 7 2011).

08.01.2011

Vitaminfyldt

                                          Coveret til ep'en


Fra Philadelphia, Pennsylvania i USA er en ganske fortrinlig firemandsgruppe blomstret op med et talent, der ikke er til at tage fejl af. Ligesom advokater brænder for at løse retssager, kan jeg mærke en inderlighed som Arches brænder inde med, og derfor gerne vil ud med i offentligheden. Det er der kommet en vitaminfyldt og på mange måder sommerklingende udgivelse ud af ved navn Arches EP. Det lugter langt væk af både Grizzly Bear og andet stads i den dur, men lad dig ikke gå på af dette. De skal have tid, tid til at udvikle sig, for så vidt jeg kan se, har de en lang fremtid foran sig.  For når både næsten spøgelsesbeduggede vokalharmonier og slæbende guitarer giver sig smukt til udtryk, og hvor kassettebåndet kommer til sin ret grundet lydens uforlignelige velklang. Som en sidste ting, er den førnævnte EP faktisk ganske gratis at hente.

02.01.2011

Floridas svar på vestkysten

                                            

Det må vel efterhånden være ualmindeligt lang tid siden, at jeg har skrevet noget sidst her på bloggen.
Grunden til dette er, at jeg bl.a. har brugt meget tid andetsteds. F.eks. på mine tre andre blogs, som er linket til ude i venstre side af bloggen. Tilbage til min genopdukken. Levek er et enmands-projekt bestående af David Levesque fra Orlando, Florida, USA. Tidligere har han været skolebuschauffør, lavet et par covernumre af tidens største indie-navne på hans Youtube-side.
iI større eller mindre grad begiver han sig ud i noget af et festfyrværkeri af sjovt-varierende genrer såsom folk, funk, jazz, afro-calypso og andre næsten salsa-klingende toner.
Det har lykkedes ham at kreere det mest velproducerede og organiske genremiks, jeg længe har lagt øre til. Hvis man gerne vil lytte til lidt af hans mere funkede side af hans talent, er Look On The Bride Sight et godt bud. Man kan næsten snakke om, at efter et par lyt til nummeret, som forøvrigt er udgivet på Father/Daughter Records, bliver man i hammer godt humør. Lyden er ligeså tresser-inspireret som de seneste måneders surfede pop melodier, man har kunnet høre fra den amerikanske vestkysts blomstrende musikscene. Således er det altså også på denne skæring, blot med den undtagelse, at det altså ikke er tresser-surf, men tresser-lyden, der er inspirationskilden. Både violinharmonier, groovy basgange, harpe-spidsfindigheder og såmænd også spændstige guitarfigurer har fundet vej hen til producertalents mest hitpotentielle spor til dato, førnævnte Look On The Bright Side. Det er kort og godt 'chill' fra start til slut. 

22.11.2010

Symfonisk uharmoni

                                Selve kuløren på dette billede passer meget godt til gruppens musik

Man kan sige meget om disse, men det der med at kunne placere dem i en given genrebås, synes ikke helt umiddelbart og klart for mig. Denne københavnske kvintet bestående af medlemmer fra blandt andet Chimes & Bells og Howl baby Howl klinger umådeligt fint i mine ører. Pinkunoizu kalder de sig for. Kvintetten har netop udgivet debutalbummet, eller debutep'en om man vil, kaldet 'Free Time Volume One'. En næsten skizofren sammenkomst af både østasiatiske symfoniklange i form af både kor og strygere vugger sig frem på lydtapetet. Også Animal Collectivesk-inspireret lydbølgerlege samt dybe og sfæriskbetonede indie-rock-overfloder og måske også uharmoniske post-punkede energiudladninger er, hvad jeg til eksempel kan hitte frem fra 'Free Time Volume One'. Denne storladende psychudgivelse er egentlig allerede klar til en kommende opfølger, der dog lader vente på sig, da den først udgives engang til foråret kaldet 'Free Time Volume Two'. Det er i al sin vildskab herligt mættende at smæske i sig, og vil efter alt at dømme nok snige sig godt og grundigt under huden for mit vedkommende inden dette år når at gå på hel. Jeg vil nok betegne sidste skæring på udgivelsen som min klare favorit. Det er pga., at den bedst tager hånd om alle de psychede og mærkværdige indslag, der for mig synes som en nødvendighed, når man har at gøre med en sådan slags musik. Også første nummer på pladen kaldet 'Time Is Like A Melody', med sine 'kun' knap fire minutter, er særligt bemærkelsesværdigt. Man kan måske næsten kalde nummeret for en klart sprudlende og boblende psychdrink, der bedst nydes ved ikke at lave så meget andet, end blot at lytte til nummeret. Helst flere gange i dets fulde længde.
Det kan meget vel være, at de tre af de fire numre på pladen forekommer som lange og ufremkommelig, men ikke desto mindre skal man tage den tid det tager med de numre. Man skal så at sige lige synke dem først. Sådan gør man det bedst, hvis man vil have hver en tone med på pladen. Det er heller ikke nok med blot et enkelt lyt eller to. Den kommercielle gennemslagskraft kommer om noget nok ikke lige i overmorgen, til gengæld er der så mange mørke og på én og samme tid også meget lyse lag på denne udgivelse. Det medvirker til, at man til sidst står tilbage med en særegen tilfredsstillende følelse i maven og med stive ører igen kan begive sig ud i virkeligheden. 

21.10.2010

Skramlet romantik

Sara Saxild og Anna Brønsted fra kvartetteten The Sad Lovers



Når fire mennesker fra henholdsvis Skammens Vogn, Kira & The GhostridersOur Broken Garden, Under Byen og Peter Sommer finder sammen i smuk samhørighed er det ikke just bare hvilken som helst gruppe, der her omtales. Disse er nemlig udover at være knyttet sammen i musikkens uransalige verden, også knyttet sammen andetsteds. Det vil sige i det noget så komplekse univers, kærlighedens. Det er nemlig et mindre musikkollektiv bestående af to romantiske kærestepar. Mere eller mindre i hvert fald. Der er nemlig her tale om Sara Saxild og Oliver Hoiness samt Søren Bigum og Anna Brønsted, der sammen spiller en form for nedbaberet, skramlende og særdeles fintformet version af den klassiske kærlighedskonfrontations-melankolske popmusik, kvartetten The Sad Lovers. De udkom sidste forår med en debut-ep kaldet "Sad Love Songs", der blandt tog fat på, hvad selve bandtitlen og såmænd også albumtitlen giver sig udtryk for at omhandle, den sørgmodige og triste del af kærlighedens kringlede veje. Teksterne er ren t faktisk herligt humoristiske, lyden er ufin i sin ellers ret så pompøse og enkle ramme og sidst men bestemt heller ikke mindst er denne gruppe indehavere af nogen skrøbelige pigestemmer, der næsten får ens ben til at skælve under en, imedens man sluger hvert et ord og lyd fra disse uskyldige og medlidende vokaler på et kort øjeblik. Tag bare "Swedish Girl" eller "The Sad Lovesong" og du vil forstå, hvad jeg mener med mine ord. Tro mig, disse er under alle omstændigheder værd at bide mærke i.

12.09.2010

Andre pophøjder

                                                  Popmageren ved navn Josh Ricchio.
                

Et friskt poppust sammensat af lige dele ret så catchy melodier og lag-på-lag vokalharmonier som lifligt hænger fint sammen i tråde af varme og afslappede stemninger. Her er tale om et enmands-projekt bestående af den tilpas kreative og musikalsk intelligente frontfigur Josh Ricchio fra hipster-hovedkvarteret Brooklyn, New York, der har valgt sig et noget besynderligt kunstnernavn, Freak Owls. Musikalsk trækker inspirationskilderne på både såvel gamle som nye grupper såsom Death Cap For Cutie, The Beach Boys, Bon Iver eller for den sags skyld amerikanske Gnarls Barkley eller Iron & Wine. Smuktdetaljerede raffinementer i form af en fængende basbund, en luftigt guitarfigur samt et smidigt omkvæd på nummeret "Optimistic Automatic", de atypiske instrumentvalg på det popperlende mikrohit "Litlle Things"  eller det letbrusende, akustiske, Simon & Garfunkel-agtige nummer "Place To Be" formår at nå andre pophøjder end det gennemsnitlige indie-popspektre. På min personlige favorit "Seaquid" er den fængende bas igen på spil plus et iørefaldende omkvæd; som jeg synes, I selv skal bruge lidt af jeres tid på at tjekke ud. I posituren kunne teksterne synes en anelse kvalmende, men for mig at se, medvirker det bare til et endnu flottere helhedsindtryk end, hvis teksterne ikke havde været sådan. Kærlighedserklæringer, en sirlig vokal og indie, når det ikke fåes meget bedre.

16.08.2010

Fremtidens fortidsmusik





                                     Fortiden er flyttet ind i nutiden, så vel som fremtiden



De evige kendetegn, der kredser om den sæsonbetonede drømmepop verden, kaldet chillwave, som jeg har skrevet om før, lyder således. Som oftest indeholder musikken den altid hypnotiske synth, de nærmest klæprige elektrotromme-beats, tilsat tidens mest funky basgange. Alt er selvfølgelig analogtoptaget på bånd, vel at mærke, så man stadig kan høre det hjemme på værelserne på den digitale facon. Det nyeste skud på stammen er solo-projektet fra Princeton, New Jersey kaldet Com Truise. Det dominerende synthunivers i lydbilledet er bl.a. det, der gør Com Truise endnu  mere nostalgisk rent tidsmæssigt sammenlignet med tilsvarende grupper. Man får aldrig fornemmelsen af at få for megen solstik eller nostalgiske-supertrips. Det kunne måske også virke en anelse dovent i længden at lytte til, men Com Truises musik forekommer for mig yderst forfriskende og frækt i alt dets 80'er-glimmer og farver. Numre som "Galactic Melt" eller den lille sommerperle "Sundriped" vil jeg nok mene er noget af det bedste chillwave jeg har hørt det forgangende år. Intet mindre. Oven i købet er en EP ved navn  "Cyanide Sisters EP" også til fri download via Soundcloud. Fremtidens fortidsmusik er over os, om vi vil være ved det eller ej. 

08.08.2010

Stemningsfuldt dansk håb

                                           Århuskvintetten King's Light Infantry



En omgang fængende, melodisk og til tider nærværende indierock plus omtale i medierne har skabt en hel del hype omkring en gruppe, der om noget, er mere end blot nye. Århusianske King's Light Infantry, der som sagt efterhånden har været i mediernes søgelys et stykke tid kunne blandt andet lyde lidt som Arcade Fire, Interpol, Fleet Foxes eller for den sags skyld danske Figurines. En lang række harmoniskklingende guitarfigurer, der sammen med en forbistret insisterende vokalkraft får gruppen til at tage skridtet videre fra bare at være én blandt mange i hele det danske indierock spektre til at lyde mere som sig selv. Det er desforuden også det, der lader sig komme til udtryk på et langt mere hymneprægede og stemningsfulde nummer "The Locker", end deres andre numre på deres nyudkommende debut-ep ved navn "Crops EP", der får mig til i særdeleshed at anbefale gruppen. Også singlen "Home" gør sig særligt bemærkelsesværdig, hvad angår deres musikalske evner. Dog mangler de stadig lidt; det personlige udtryk samt deres storladende strukturer og deres idémæssige rigdom, skal de efter alt at dømme nok arbejde lidt videre med, dermed ikke sagt, at vi hér har at gøre med en usleben diamant, der forhåbentlig efterhånden som det hele skrider frem, vil blive til en stor og funklende diamant. Dette er i hvert fald, for mig at se, en gruppe, der står langt bedre rent musikalsk end blandt mange andre.
Forventninger er der i hvert fald nok af til gruppens kommende fremtid.

27.07.2010

Legesyge afkroge

                                          Parret med en bjørn mellem dem


Er du også infiseret med den nye syge kaldet "Californisk Surf"- så vil jeg nok mene, at denne gruppe burde give din "sygdom" et ekstra boost. Det man kunne associerer denne gruppe (eller nærmere bestemt duo) med kunne være tressernes hippie-oprør, strandfester ved det varme stillehav i og omkring L.A eller måske piger med gods i. Ja, denne duo, som kalder sig Neverever, bestående af parret Jihae og Wallace Meeks, der i sin tid mødtes i Glasgow, men flyttede tilbage til deres hjemby Los Angeles, hvis holdning til musik stammer fra et andet årti, er måske i grunden et par, der formår at gøre det at lave rock til en leg. Det hele lyder måske en anelse banalt for nogen, men jeg elsker de lidt halv legesyge afkroge af musik, hvor man ikke er priviligeret til at gøre noget konkret for at opfylde bestemte krav om, hvorvidt musikken skal lyde på en helt bestemt måde. Jeg synes et godt eksemplar på deres musikalske univers kunne eksempelvis være nummeret "Young & Dump" fra deres nyudkommende debutplade "Angelic Swells". Også numre som "Shampoo", med dertilhørende musikvideo, "Now" eller beskidte og samtidig sukkersøde "Blue Genes" er numre man helt sikkert skal gøre sig den ulejlighed at bide mest mærke i. De fremstår klart og tydeligt som eksemplariske og gennemført poppede med det der punkede udtryk i mente. Så enten bare bevar fokus, styrt ned i pladebutikken eller noget andet hen i den retning og køb debuten eller dans blot den vildeste dans med Neverever i ørerne, da jeg mener man kan virkelig få festen igang med Neverever som højtalerpartner.

12.07.2010

Hypnotisklignende pyjamasfest

                                                    Trioen

Først ved du ikke helt, hvad du skal du skal tro og tænke om dette musik. Dernæst bliver du nødt til lige at sidde ned og komme til hægterne igen. Det lyder nemlig lidt som et overdimensioneret indie-gyserfilmssoundtrack, der bliver kørt ned af et lokomotivtog i fuld fart med tonsvis af larm og kraft. Der er dog alligevel fintfølt melankoli gemt et sted i musikken. Kort sagt lyder det umanerligt frastødende og alligevel på mange måder fortræffeligt melankolsk. Gruppen kalder sig, som indlægstitlen tilnærmelsesvist inddikerer, Sleep Over. Det er Stefanie Francotti fra Silver Pines, sammen med Christa Palazzolo fra gruppen Belaire og Sarah Brown, der står bag Sleep Over. Tilmed er gruppens geografiske hjemby SXSW'sbyen nemlig Austin, og gruppen er signet på labelet Light Lodge.  Mange skældsord kan fremtvinges om numre som f.eks. "Your World Is Night" eller "Come Wander With Me", men det løber mig altså simpelthen stadig koldt ned af ryggen hver gang numre som disse to hvisler, eller skal vi sige kværner ud af højtalerne. Det kan godt gå hen at gå én på nerverne, hvis man ikke lige tager sig den tid det tager at fordybe sig i deres musik. Luk øjnene og lad dig suge ned i en verden af helt andre dimensioner. Hvilken verden du så bliver suget ned i, er op til dig at finde ud af. Den tynde, lyse stemme gør sig særligt til, når tonelejet er omtrent det samme som hovedinstrumentet i deres musik, orglet. Smid, hvad du har i hænderne, og tag med gruppen ud på en rejse så lang, så du burde være mæt til det næste stykke tid. Kan du ikke falde i søvn, kan jeg anbefale nøjagtigt det samme. Så sov godt så længe Sleep Over hersker inde i dine ører.


24.06.2010

Den Strandede Bølge

                                            Flamingo dansen har vidst fået nyt liv.




Jeg vil efter alt dømme mene, at lige netop denne indlægstitel burde lægge op til diskussion. Det kan jo være sådan, at mine storfavoritter såsom Washed Out, Neon Indian, Toro y Moi, Delorean og Memory Cassete osv. måske allerede har set deres storhedstid passerer forbi. Det er der i hvert fald helt sikkert nogen, der vil mene. Om ikke andet er jeg dog helt og aldeles overbevist om, at vi forlængst ikke har set nok til f.eks. Washed Out, Neon Indian eller for den sags skyld et nyt projekt, som jeg faldt over her forleden dag. Det costaricanske enmands-projekt, ja han er såmænd fra Costa Rica, jeg nu vil omtale, er helt sikkert blevet inspireret i rigelige mængder til, at han siden marts har kunnet kalde sig en glo-fi-, chillwave- eller dreamwave-mager, der derudover med sikkerhed vil kunne give min sommer et ekstra skub. Musikken taler selvfølgelig for sig selv forstået på den måde, at når han kun har været aktiv i meget kort tid, må vi som lyttere fra start af se, om der er et potentiale eller ej. For hvis ikke musikken er i orden, kan hans geografiske baggrund såvel som hans indbyrdes musikvenskaber osv. være dybt ligegyldige. Jeg synes nu selv, at musikken er mere end blot godkendt, og hvis I er interesserede kan man hér lytte mere til ham.

13.06.2010

Soul i Israelske Klæder



De skal nok blive store engang.


Man skulle ikke tro, at en splinter ny syv-mandsgruppe, der trækker så stærkt på klassisk rock n' roll-kultur såvel som herligtkommerciel, og dog tidløs, soul/pop skulle lade sig opstå i langt mere kulturelt andetstedsnærværende himmelstrøg end i det krigshærvede land Israel, nærmere bestemt fra den mere eller mindre israelskmoderne storby Tel Aviv. Men lader du blot alt dette ligge, og måske mere fokuserer fuldt ud på musikkens udtryk og ganske enkle melodier (vel at mærke med bid i), synes jeg i al sin enkelthed, at gruppen ved navn Men of North Country skal hylles for deres musiske tilgang. Du kan kalde mig pop eller, hvad du nu end vil, men det ændre ikke mit syn på denne gruppe. For de er bare sommer med ekstra sommer på. De kan både "prale" med at være en slags Galliano-ikon-kopiering, at være en radio-klistrende-tophits-one-hit-wonder-med-tre-minutters-varigheds-gruppe, og dog har de alligevel kun omkring de tusinde "plays" på deres myspace-profil på bagen. Det lyder måske lidt atypisk, men det halv-legendariske engelske pladeselskab ved navn Acid Jazz Records, har valgt at satse stort på gruppen, og har derfor smidt nummeret (med den næsten selvsamme titel som bandet) "Man of North Country" ud som single. Lyt, lyt, lyt til dem og giv gerne jeres mnge meninger og små indfald til kende under "bemærkninger".

06.06.2010

Nye indie-anske Solskinsshots

                     Er dette ikke bare, hvad man forbinder med sol og sommer



Den amerikanske uafhængige pladeselskabsscene har det med at så nye spirende talenter op af musikmulden fra tid til anden. Det nu-jazzede vestkystkollektiv ved navn Lake er bestemt ingen undtagelse. De gør brug af både retrosynthede sommerlyde såvel som med det tydeligt symbiotiske og aldeles bekræftende genremiks - det bossa novanske lydunivers, der på forunderlig vis formår at gå op i en højrere enhed sammen med en lettilgængelig popklang. Numre som "Higher Than Merried", "Madagascar" og "On The Places" er nok de tre numre, jeg tildeler min største kærlighed til. De sommerlige toner, der forekommer på lige netop disse tre sange får virkelig et smil på læben fra min side af; såvel som de lidt halvkække melodier med et lidt soulet og "The Whitest Boy Alive-agtigt" udtryk med et dertilhørende simpelt, men dog alligevel yderst velfungerende tekstunivers. Hver af disse førnævnte numre er dog fra hver sin plade, men det er jo på sin vis også ret ligegyldigt, da der heldigvis også er en masse andet at kaste sig ud i fra deres side af. Nu er det bare op til jer, om I gengælder den samme kærlighed til dem, som jeg gør. Man kan købe, herunder deres seneste plade "Let's Build A Roof" fra 2009, lige hér, hvis man vel og mærke skulle være interreseret i det.


02.06.2010

Irresistibel danseflid

                                          Forrygende
  

Det kan godt være, at gruppen hér har, hvad man kan virkelig kan kalde for inspirationskilde som f.eks. The Rapture, LCD Soundsystem eller måske en gruppe som The Cure, men musik som, hvad denne gruppe ved navn Jukebox Collective går og laver, skal man ikke tage fejl af. De har virkelig kvaliteter, og jeg vil vædde med at, hvis de fik chancen kunne en festival som f.eks. Roskilde Festival få mere end blot glæde af en gruppe som denne. For dét de har, er fest for hver en luset øre. Du får, hvad du beder om, hvis du vel at mærke beder om britiskfikseret superpop med et twist af både disko såvel som en god portion post-punk. Hér går man bare ikke galt i byen; Et nummer som "Icon Parade" river rent ud sagt  én rundt som bare fanden. En skrålende vokal smagt til med en rystende og forfriskende omgang synth rørt godt sammen med smittende trommebeats og guitarriffs i ægte The Rapture stil. De fire øst-londoniare hér har virkelig noget på sinde, og jeg vil helt sikkert se frem til en debutplade indenfor en overkommelig fremtid. Men indtil videre må man desværre nøjes med 7-tommersinglen "Icon Parade" og de andre få, men gode påfund de har lagt ud på deres myspace-profil.

24.05.2010

Mærkværdigvis meget godt

                                           80'er nostalgi er det nye sort.




Hvis retro-funk står dig mere eller mindre nær vil dette nærtbeslægtede genre-miks, fra en hvis gruppe, måske falde i din smag. Gruppen, der prøver disse herlige genre af som både afrobeat, tidlig 80'er synth/rock og 70'ernes funk hedder Teen Inc vil formentlig få tankerne i kog af bare henrykkelse over hvilke fantastiske, døsende og melodiøse toner de har fået bikset sammen. Den los angeliske duo har desforuden valgt at sælge et begrænset antal vinyler som Du som dansker (eller hvad man nu er) kan få fingrene i, da de bliver solgt over nettet. Melodiskeideer er der i hvert fald nok af fra deres to udgivet numre; den lettere eksperimentale og legesyge "Fountains" og derefter min personlige favorit kaldet "Friend of the Night", der virkelig formår at sætte nostalgien på en gevaldig prøve. Ikke desto mindre lyder det jo uforskammet smukt, så jeg kan ikke andet end blot at anbefale gruppens mærkværdigvis meget gode omgang rock/funk. Så længe leve 80'erne og, hvad det videre har båret med sig, eftersom disse to amerikanske gutter har valgt at slå pjalterne sammen under deres fælles pseudonym Teen Inc.          



15.05.2010

Hundredevis af Nuancer

                                          Varm folk på svensk




Dette jeg prøver at definere ud fra det svenske enmandsprojekt Solanders musik er noget smukt. Nedtonet harmoni mellem utroligt skrøbelige og fuldstændige sange. Tag f.eks. nummeret "Berlin", der bare er en sand perle indenfor dens genre - folk/country/pop af den bedste slags. Han udgav sin debutplade sidste efterår, ikke desto mindre er Solander udentvivl et lyt værd, da han derudover også har udgivet en EP her i 2010 ved navn "Narcissus". Hans kammermusik i overført betydning med smukke nuancer og utroligt udefinerbare melodier udtrykker en ganske fin måde at spille folk/pop på. Mange af de sange fra debutten lister sig langsomt frem med viskende stemmer og tilbageholdende instrumenter lige så vel som på EP'en. Hele dette spektre af musik er på mange måder et flot eksempel på smuk svensk folk. Det gør sig virkelig til udtryk på nummeret "One More Shot", som jeg synes man skal tage tid til lige at få sunket ned. Den rare stemning er til sidst nærmest ved at drukne i smuk melankoli.

12.05.2010

Dagdrømmer



                                                     Gruppens fem medlemmer






Hvis man efterhånden ikke kan vente længere på, at sommeren begynder, kan man med denne lille forfriskende sag måske tage sommeren lidt på forskud. Nærmere sagt kan man med videoen, "Lady Daydream" fra New Yorker-gruppen Twin Sister, få sat sommeren lidt tidligere igang. Med denne lille fine kærlighedshymne og en god portion indlevelse vil dette med sikkerhed kick-starte dine sommerplaner. Det er på én gang et utroligt drømmende univers man bevæger sig ind i, men også et umærkbart nostalgisk gensyn med tidligere somre- i hvert fald for mit vedkommende. Så læn dig tilbage i lænestolen, og lev dig ind i denne fine 8-mm musikvideo fra førnævnte Twin Sister.

04.05.2010

DC-Baseret Blåhjerner

                                                        Coveret til debutpladen "Soft Power"





Så er er der vidst en vaskeægte danmarkspremiere på bloggen hér for en duo bestående af brødrerne, der også har dannet bandet The Epochs, Ryan og Hays Holladay. Den netop nu albumdebuterende og nyopstartede gruppe, som de har dannet, kalder de sammen Bluebrain. Debutten hedder "Soft Power", og har både en hvis potion alternativ rock over sig, mystiske og spravlende melodier som på førstesinglen "Ten by Ten, men til dels besidder musikken derudover også både folkharmoniske elementer lige så vel som storladende pianospil, raffinerede violinarrangementer og fine Grizzly Bear-agtige fornemmelser, som ikke desto mindre passer gruppen utroligt godt. Specielt på nummeret "Royal Blue" får den, efter min ydmyg mening, hele armen. De er signed på labelet Lujo Records som rent faktisk har betydeligt mange gode indie-grupper, som endnu ikke har fået deres helt store gennembrud. Denne slags unikke- og meget lyriskintellektualiserende musikart får mig simpelthen til at klappe febrilsk i hænderne, da gruppen bare har så meget forskelligt og godt at byde på. 
Du kan nedenunder denne tekst finde brødreparrets bandcamp-profil.  


http://bluebrain.bandcamp.com/



30.04.2010

Elegant

                                          Den forunderlige Tobias i egen person


Hvis du mangler noget originalt popmusik, der for alvor vil sparke benene under dig, vil jeg nok mene, at Tobias Fröberg er noget for dig. De forunderlige tekster, lydspektret, der på utallige måder er uovertruffen og aldeles vintage, instrumenteringen, melodierne, det flydende og fintskabte danseunivers og sidst men ikke mindst melankolien i musikken er noget man langt fra bare lige støder på ved et tilfælde. Tobias har siden 2004 lavet kæmpe mængder af herlig popmusik på et ganske højt niveau. Både congas, orgel, synth, piano, støvet trommespil og akustisk guitar og denne her uimodståelige sangstemme vil som noget lidt anderledes, også kunne om ikke høre, så kunne fornemme. Alt den simplificeret- og ærligt talt enestående balance mellem folk, soul og pop er jo en pragtfuld måde at mikse genrer på.
En løs stirren ud i denne tåge af forunderlige genrermiks, og en gennemgribende og silketynd, ja nærmest glasklar melankoli i musikken gives væk til f.eks. dig, der forhåbentlig vil lytte til det. En enkelhed, der blinker med 1000 gange i sekundet og små gnister af 70'er soul vil om ikke noget tordne igennem din bevidsthed for til sidst at finde dét. Dit syn på musikken, dit syn på, hvordan man bærer sig ad med at bedømme rastløs og fabelagtig popmusik. Du vil nok ikke lige med det samme se lyset i dette iørefaldende møde mellem gammel musik, du kender og ny musik, du ikke kender.
Tobias' nye plade "Big Up" synes jeg helt klart, man bør købe på et eller andet tidspunkt, da alle disse opløftende ord jeg efterhånden har fået skrevet ned om hans musik, og i det hele taget dette eventyrlige musikunivers han laver er noget man bare støtte. Dertil vil jeg som det sidste lige nævne nummeret "When We Go To War", som det bedste nummer jeg indtil videre har fået hørt af ham - så hør endelig dét nummer.
Hér nedenunder ses myspace-siden til musikken:

http://www.myspace.com/tobiasfroberg

Hilsen

Whale Waves

28.04.2010

Fransk Futurisme Og Andet Godt

                                               Franskmanden kaldet Onra


Kære Du

Nu har jeg, om noget, virkelig bidt mig fast i to grupper, der virkelig kan noget med disko, soul, house, hip hop, pop - ja kort sagt er begge kunstnere ualmindeligt funkede i lyden såvel som i deres udtryk. Den ene artist kalder sig Onra, og er, som de fleste nok allerede ved, en efterhånden lidt garvet én af slagsen taget i betragtning af andre grupper af hans art. Det vil faktisk sige, at han startede med at smide beats ud til offentligheden fra det herrens år 2007. Ikke desto mindre er den parisiske gut nu ude med nyt stof hér til maj. Pladen kommer eftersigende til at hedde "Long Distance", og er helt sikkert noget man som lytter, skal tage sig tid til at få om ikke købt, så i det mindste få lyttet lidt til. Den euforiskblændende sound han for mit vedkommende udsender via sin pop-up afspiller på sin myspace-side, som jeg nedenunder dette indlæg vil lægge et link ud til, er intet mindre end blot, og i al sin enkelhed, ganske finurligt. Musikken er bygget op af både; synth-sounds, udviskede beats, alla Toro y Moi, og denne hersens uimodståelige tilgang til housemusikken. Jeg vil rent faktisk ikke kun opfordre Jer til at lytte en enkel gang eller to til hans forrygende firser-toner, nej, jeg vil gerne have, at I lægger mærke til de små fine ting, der undervejs hænder, og flyder rundt på overfladen af hans funksuppe. Lad kroppen læne sig tilbage i en blød lænestol af en art, og luk øjnene imens du lytter til denne franske beatmager Onra.

En anden gruppe kaldet Burns er fra de britiske øers land. England. Egentlig vil jeg blot anbefale deres netop udkommende ep "So Many Nights", da de også har et eller andet uimodståeligt over sig. Fra ep'en kommer nummeret med samme titel som ep'en, "So Many Nights" også fra. Til sangen er der derudover også en tilhørende video, som jeg på det varmeste gerne vil have lov til også at linke til. En lille frisk sag med tilhørende og ovenud kommercielle-, og dog alligevel ikke helt mainstream musiske genialiteter. Videoen kan du som en hel herlig lille bonusting også se i hele 1080p!

http://www.myspace.com/onra

http://www.myspace.com/thisisburns

http://www.youtube.com/watch?v=oHpndjemxJk&feature=player_embedded#!

Kærlige hilsner fra

Whale Waves

27.04.2010

Metroseksuele Beats


                                         Dancehall-gruppen i det svedigste outfit

Kære Dig Derude


Denne charmerende genreblanding fra trioen jeg herunder kommer til at omtale, er næsten i sig selv nok til bare at anbefale dem. Jahcoozi fra det undergrundslignende miljø i Berlin har ladet sig inspirerer af den sprælske dimension i f.eks. den britiske subdub fra det sydlige London, dancehallens rødder fra Jamaica, postgrimen som også er en slags clubform, som man mest associerer med subkulturen i de sydlige forstæder og lignende nær London. Disse tre dancehall fanatikere er som nævnt dog fra landet syd for den danskegrænse, og vil mere end gerne bryde igennem de tyske landegrænser - som jeg også hér gør et lille forsøg i at få gjort noget ved. Sangerinden Sascha Perrera i gruppen, synes helt sikkert for mig at være et strålende eksempel på, hvor sexet en stemme man kan have i musik som dette.
Gruppen har derudover også glæden af at være ejere af den komplekse og metaforiske debuttitel "Barefoot Wanderer". Den eksentritet de bærer rundt på i deres dybtegående og yderst fængende, ja nærmest hypnotiserende lydunivers, er også en fordelagtig detalje i musikken. Sidst mener jeg også, at den kant der er på f.eks. "Msoto Millions feat. Ukoo Fiani" er grumt dansabelt, som man helt sikkert også kunne gøre brug af på de danske klubgulve.
Tjek deres myspace-side lige hér nedenunder:

http://www.myspace.com/jahcoozi

Hilsen

Whale Waves  

Til Alle Og En Hver




                                          


Kære Du


Nu har jeg langt om længe fået bikset en lille stemningshymne sammen selv. Jeg ved ikke om det nogensinde ville blive offenligtgjort, men jeg er ovenud stolt af, at selv kunne skabe noget. Demoen, som det jo er, kalder jeg "Coco View". Det har måske taget omkring 4-5 timer at få lavet det hele og som sagt  taget i betragtning af, hvor meget jeg egentlig har gjort ud af hele nummeret, er jeg glad for også at kunne give jer læsere muligheden for selv at lytte til nummeret på jeres egen musikafspiller endda! Det er nemlig til fri download, så hent det endelig ligeså mange gange du lyster overhovedet.
Så hér lige nedenunder vil Du kunne hente nummeret med tilhørende coverbillede. Forresten er det mit kunsternavn Gryn, der står bag nummeret.


01 Coco View by Whale Waves "> 01 Coco View by Whale Waves




Kærlig hilsen


Whale Waves