Symfonisk uharmoni

                                Selve kuløren på dette billede passer meget godt til gruppens musik

Man kan sige meget om disse, men det der med at kunne placere dem i en given genrebås, synes ikke helt umiddelbart og klart for mig. Denne københavnske kvintet bestående af medlemmer fra blandt andet Chimes & Bells og Howl baby Howl klinger umådeligt fint i mine ører. Pinkunoizu kalder de sig for. Kvintetten har netop udgivet debutalbummet, eller debutep'en om man vil, kaldet 'Free Time Volume One'. En næsten skizofren sammenkomst af både østasiatiske symfoniklange i form af både kor og strygere vugger sig frem på lydtapetet. Også Animal Collectivesk-inspireret lydbølgerlege samt dybe og sfæriskbetonede indie-rock-overfloder og måske også uharmoniske post-punkede energiudladninger er, hvad jeg til eksempel kan hitte frem fra 'Free Time Volume One'. Denne storladende psychudgivelse er egentlig allerede klar til en kommende opfølger, der dog lader vente på sig, da den først udgives engang til foråret kaldet 'Free Time Volume Two'. Det er i al sin vildskab herligt mættende at smæske i sig, og vil efter alt at dømme nok snige sig godt og grundigt under huden for mit vedkommende inden dette år når at gå på hel. Jeg vil nok betegne sidste skæring på udgivelsen som min klare favorit. Det er pga., at den bedst tager hånd om alle de psychede og mærkværdige indslag, der for mig synes som en nødvendighed, når man har at gøre med en sådan slags musik. Også første nummer på pladen kaldet 'Time Is Like A Melody', med sine 'kun' knap fire minutter, er særligt bemærkelsesværdigt. Man kan måske næsten kalde nummeret for en klart sprudlende og boblende psychdrink, der bedst nydes ved ikke at lave så meget andet, end blot at lytte til nummeret. Helst flere gange i dets fulde længde.

Det kan meget vel være, at de tre af de fire numre på pladen forekommer som lange og ufremkommelig, men ikke desto mindre skal man tage den tid det tager med de numre. Man skal så at sige lige synke dem først. Sådan gør man det bedst, hvis man vil have hver en tone med på pladen. Det er heller ikke nok med blot et enkelt lyt eller to. Den kommercielle gennemslagskraft kommer om noget nok ikke lige i overmorgen, til gengæld er der så mange mørke og på én og samme tid også meget lyse lag på denne udgivelse. Det medvirker til, at man til sidst står tilbage med en særegen tilfredsstillende følelse i maven og med stive ører igen kan begive sig ud i virkeligheden. 

Skramlet romantik

Sara Saxild og Anna Brønsted fra kvartetteten The Sad Lovers

Når fire mennesker fra henholdsvis Skammens Vogn, Kira & The Ghostriders, Our Broken Garden, Under Byen og Peter Sommer finder sammen i smuk samhørighed er det ikke just bare hvilken som helst gruppe, der her omtales. Disse er nemlig udover at være knyttet sammen i musikkens uransalige verden, også knyttet sammen andetsteds. Det vil sige i det noget så komplekse univers, kærlighedens. Det er nemlig et mindre musikkollektiv bestående af to romantiske kærestepar. Mere eller mindre i hvert fald. Der er nemlig her tale om Sara Saxild og Oliver Hoiness samt Søren Bigum og Anna Brønsted, der sammen spiller en form for nedbaberet, skramlende og særdeles fintformet version af den klassiske kærlighedskonfrontations-melankolske popmusik, kvartetten The Sad Lovers. De udkom sidste forår med en debut-ep kaldet "Sad Love Songs", der blandt tog fat på, hvad selve bandtitlen og såmænd også albumtitlen giver sig udtryk for at omhandle, den sørgmodige og triste del af kærlighedens kringlede veje. Teksterne er ren t faktisk herligt humoristiske, lyden er ufin i sin ellers ret så pompøse og enkle ramme og sidst men bestemt heller ikke mindst er denne gruppe indehavere af nogen skrøbelige pigestemmer, der næsten får ens ben til at skælve under en, imedens man sluger hvert et ord og lyd fra disse uskyldige og medlidende vokaler på et kort øjeblik. Tag bare "Swedish Girl" eller "The Sad Lovesong" og du vil forstå, hvad jeg mener med mine ord. Tro mig, disse er under alle omstændigheder værd at bide mærke i.

Andre pophøjder

                                                  Popmageren ved navn Josh Ricchio.
                

Et friskt poppust sammensat af lige dele ret så catchy melodier og lag-på-lag vokalharmonier som lifligt hænger fint sammen i tråde af varme og afslappede stemninger. Her er tale om et enmands-projekt bestående af den tilpas kreative og musikalsk intelligente frontfigur Josh Ricchio fra hipster-hovedkvarteret Brooklyn, New York, der har valgt sig et noget besynderligt kunstnernavn, Freak Owls. Musikalsk trækker inspirationskilderne på både såvel gamle som nye grupper såsom Death Cap For Cutie, The Beach Boys, Bon Iver eller for den sags skyld amerikanske Gnarls Barkley eller Iron & Wine. Smuktdetaljerede raffinementer i form af en fængende basbund, en luftigt guitarfigur samt et smidigt omkvæd på nummeret "Optimistic Automatic", de atypiske instrumentvalg på det popperlende mikrohit "Litlle Things"  eller det letbrusende, akustiske, Simon & Garfunkel-agtige nummer "Place To Be" formår at nå andre pophøjder end det gennemsnitlige indie-popspektre. På min personlige favorit "Seaquid" er den fængende bas igen på spil plus et iørefaldende omkvæd; som jeg synes, I selv skal bruge lidt af jeres tid på at tjekke ud. I posituren kunne teksterne synes en anelse kvalmende, men for mig at se, medvirker det bare til et endnu flottere helhedsindtryk end, hvis teksterne ikke havde været sådan. Kærlighedserklæringer, en sirlig vokal og indie, når det ikke fåes meget bedre.

Stemningsfuldt dansk håb

                                           Århuskvintetten King's Light Infantry



En omgang fængende, melodisk og til tider nærværende indierock plus omtale i medierne har skabt en hel del hype omkring en gruppe, der om noget, er mere end blot nye. Århusianske King's Light Infantry, der som sagt efterhånden har været i mediernes søgelys et stykke tid kunne blandt andet lyde lidt som Arcade Fire, Interpol, Fleet Foxes eller for den sags skyld danske Figurines. En lang række harmoniskklingende guitarfigurer, der sammen med en forbistret insisterende vokalkraft får gruppen til at tage skridtet videre fra bare at være én blandt mange i hele det danske indierock spektre til at lyde mere som sig selv. Det er desforuden også det, der lader sig komme til udtryk på et langt mere hymneprægede og stemningsfulde nummer "The Locker", end deres andre numre på deres nyudkommende debut-ep ved navn "Crops EP", der får mig til i særdeleshed at anbefale gruppen. Også singlen "Home" gør sig særligt bemærkelsesværdig, hvad angår deres musikalske evner. Dog mangler de stadig lidt; det personlige udtryk samt deres storladende strukturer og deres idémæssige rigdom, skal de efter alt at dømme nok arbejde lidt videre med, dermed ikke sagt, at vi hér har at gøre med en usleben diamant, der forhåbentlig efterhånden som det hele skrider frem, vil blive til en stor og funklende diamant. Dette er i hvert fald, for mig at se, en gruppe, der står langt bedre rent musikalsk end blandt mange andre.
Forventninger er der i hvert fald nok af til gruppens kommende fremtid.

Soul i Israelske Klæder

De skal nok blive store engang.

Man skulle ikke tro, at en splinter ny syv-mandsgruppe, der trækker så stærkt på klassisk rock n' roll-kultur såvel som herligtkommerciel, og dog tidløs, soul/pop skulle lade sig opstå i langt mere kulturelt andetstedsnærværende himmelstrøg end i det krigshærvede land Israel, nærmere bestemt fra den mere eller mindre israelskmoderne storby Tel Aviv. Men lader du blot alt dette ligge, og måske mere fokuserer fuldt ud på musikkens udtryk og ganske enkle melodier (vel at mærke med bid i), synes jeg i al sin enkelthed, at gruppen ved navn Men of North Country skal hylles for deres musiske tilgang. Du kan kalde mig pop eller, hvad du nu end vil, men det ændre ikke mit syn på denne gruppe. For de er bare sommer med ekstra sommer på. De kan både "prale" med at være en slags Galliano-ikon-kopiering, at være en radio-klistrende-tophits-one-hit-wonder-med-tre-minutters-varigheds-gruppe, og dog har de alligevel kun omkring de tusinde "plays" på deres myspace-profil på bagen. Det lyder måske lidt atypisk, men det halv-legendariske engelske pladeselskab ved navn Acid Jazz Records, har valgt at satse stort på gruppen, og har derfor smidt nummeret (med den næsten selvsamme titel som bandet) "Man of North Country" ud som single. Lyt, lyt, lyt til dem og giv gerne jeres mnge meninger og små indfald til kende under "bemærkninger".

Irresistibel danseflid

                                          Forrygende
  

Det kan godt være, at gruppen hér har, hvad man kan virkelig kan kalde for inspirationskilde som f.eks. The Rapture, LCD Soundsystem eller måske en gruppe som The Cure, men musik som, hvad denne gruppe ved navn Jukebox Collective går og laver, skal man ikke tage fejl af. De har virkelig kvaliteter, og jeg vil vædde med at, hvis de fik chancen kunne en festival som f.eks. Roskilde Festival få mere end blot glæde af en gruppe som denne. For dét de har, er fest for hver en luset øre. Du får, hvad du beder om, hvis du vel at mærke beder om britiskfikseret superpop med et twist af både disko såvel som en god portion post-punk. Hér går man bare ikke galt i byen; Et nummer som "Icon Parade" river rent ud sagt  én rundt som bare fanden. En skrålende vokal smagt til med en rystende og forfriskende omgang synth rørt godt sammen med smittende trommebeats og guitarriffs i ægte The Rapture stil. De fire øst-londoniare hér har virkelig noget på sinde, og jeg vil helt sikkert se frem til en debutplade indenfor en overkommelig fremtid. Men indtil videre må man desværre nøjes med 7-tommersinglen "Icon Parade" og de andre få, men gode påfund de har lagt ud på deres myspace-profil.

Mærkværdigvis meget godt

                                           80'er nostalgi er det nye sort.




Hvis retro-funk står dig mere eller mindre nær vil dette nærtbeslægtede genre-miks, fra en hvis gruppe, måske falde i din smag. Gruppen, der prøver disse herlige genre af som både afrobeat, tidlig 80'er synth/rock og 70'ernes funk hedder Teen Inc vil formentlig få tankerne i kog af bare henrykkelse over hvilke fantastiske, døsende og melodiøse toner de har fået bikset sammen. Den los angeliske duo har desforuden valgt at sælge et begrænset antal vinyler som Du som dansker (eller hvad man nu er) kan få fingrene i, da de bliver solgt over nettet. Melodiskeideer er der i hvert fald nok af fra deres to udgivet numre; den lettere eksperimentale og legesyge "Fountains" og derefter min personlige favorit kaldet "Friend of the Night", der virkelig formår at sætte nostalgien på en gevaldig prøve. Ikke desto mindre lyder det jo uforskammet smukt, så jeg kan ikke andet end blot at anbefale gruppens mærkværdigvis meget gode omgang rock/funk. Så længe leve 80'erne og, hvad det videre har båret med sig, eftersom disse to amerikanske gutter har valgt at slå pjalterne sammen under deres fælles pseudonym Teen Inc.          

Hundredevis af Nuancer

                                          Varm folk på svensk




Dette jeg prøver at definere ud fra det svenske enmandsprojekt Solanders musik er noget smukt. Nedtonet harmoni mellem utroligt skrøbelige og fuldstændige sange. Tag f.eks. nummeret "Berlin", der bare er en sand perle indenfor dens genre - folk/country/pop af den bedste slags. Han udgav sin debutplade sidste efterår, ikke desto mindre er Solander udentvivl et lyt værd, da han derudover også har udgivet en EP her i 2010 ved navn "Narcissus". Hans kammermusik i overført betydning med smukke nuancer og utroligt udefinerbare melodier udtrykker en ganske fin måde at spille folk/pop på. Mange af de sange fra debutten lister sig langsomt frem med viskende stemmer og tilbageholdende instrumenter lige så vel som på EP'en. Hele dette spektre af musik er på mange måder et flot eksempel på smuk svensk folk. Det gør sig virkelig til udtryk på nummeret "One More Shot", som jeg synes man skal tage tid til lige at få sunket ned. Den rare stemning er til sidst nærmest ved at drukne i smuk melankoli.

DC-Baseret Blåhjerner

                                                        Coveret til debutpladen "Soft Power"





Så er er der vidst en vaskeægte danmarkspremiere på bloggen hér for en duo bestående af brødrerne, der også har dannet bandet The Epochs, Ryan og Hays Holladay. Den netop nu albumdebuterende og nyopstartede gruppe, som de har dannet, kalder de sammen Bluebrain. Debutten hedder "Soft Power", og har både en hvis potion alternativ rock over sig, mystiske og spravlende melodier som på førstesinglen "Ten by Ten, men til dels besidder musikken derudover også både folkharmoniske elementer lige så vel som storladende pianospil, raffinerede violinarrangementer og fine Grizzly Bear-agtige fornemmelser, som ikke desto mindre passer gruppen utroligt godt. Specielt på nummeret "Royal Blue" får den, efter min ydmyg mening, hele armen. De er signed på labelet Lujo Records som rent faktisk har betydeligt mange gode indie-grupper, som endnu ikke har fået deres helt store gennembrud. Denne slags unikke- og meget lyriskintellektualiserende musikart får mig simpelthen til at klappe febrilsk i hænderne, da gruppen bare har så meget forskelligt og godt at byde på. 
Du kan nedenunder denne tekst finde brødreparrets bandcamp-profil.  


http://bluebrain.bandcamp.com/

Fransk Futurisme Og Andet Godt

                                               Franskmanden kaldet Onra


Kære Du

Nu har jeg, om noget, virkelig bidt mig fast i to grupper, der virkelig kan noget med disko, soul, house, hip hop, pop - ja kort sagt er begge kunstnere ualmindeligt funkede i lyden såvel som i deres udtryk. Den ene artist kalder sig Onra, og er, som de fleste nok allerede ved, en efterhånden lidt garvet én af slagsen taget i betragtning af andre grupper af hans art. Det vil faktisk sige, at han startede med at smide beats ud til offentligheden fra det herrens år 2007. Ikke desto mindre er den parisiske gut nu ude med nyt stof hér til maj. Pladen kommer eftersigende til at hedde "Long Distance", og er helt sikkert noget man som lytter, skal tage sig tid til at få om ikke købt, så i det mindste få lyttet lidt til. Den euforiskblændende sound han for mit vedkommende udsender via sin pop-up afspiller på sin myspace-side, som jeg nedenunder dette indlæg vil lægge et link ud til, er intet mindre end blot, og i al sin enkelhed, ganske finurligt. Musikken er bygget op af både; synth-sounds, udviskede beats, alla Toro y Moi, og denne hersens uimodståelige tilgang til housemusikken. Jeg vil rent faktisk ikke kun opfordre Jer til at lytte en enkel gang eller to til hans forrygende firser-toner, nej, jeg vil gerne have, at I lægger mærke til de små fine ting, der undervejs hænder, og flyder rundt på overfladen af hans funksuppe. Lad kroppen læne sig tilbage i en blød lænestol af en art, og luk øjnene imens du lytter til denne franske beatmager Onra.

En anden gruppe kaldet Burns er fra de britiske øers land. England. Egentlig vil jeg blot anbefale deres netop udkommende ep "So Many Nights", da de også har et eller andet uimodståeligt over sig. Fra ep'en kommer nummeret med samme titel som ep'en, "So Many Nights" også fra. Til sangen er der derudover også en tilhørende video, som jeg på det varmeste gerne vil have lov til også at linke til. En lille frisk sag med tilhørende og ovenud kommercielle-, og dog alligevel ikke helt mainstream musiske genialiteter. Videoen kan du som en hel herlig lille bonusting også se i hele 1080p!

http://www.myspace.com/onra

http://www.myspace.com/thisisburns

http://www.youtube.com/watch?v=oHpndjemxJk&feature=player_embedded#!

Kærlige hilsner fra

Whale Waves

Metroseksuele Beats

                                         Dancehall-gruppen i det svedigste outfit

Kære Dig Derude


Denne charmerende genreblanding fra trioen jeg herunder kommer til at omtale, er næsten i sig selv nok til bare at anbefale dem. Jahcoozi fra det undergrundslignende miljø i Berlin har ladet sig inspirerer af den sprælske dimension i f.eks. den britiske subdub fra det sydlige London, dancehallens rødder fra Jamaica, postgrimen som også er en slags clubform, som man mest associerer med subkulturen i de sydlige forstæder og lignende nær London. Disse tre dancehall fanatikere er som nævnt dog fra landet syd for den danskegrænse, og vil mere end gerne bryde igennem de tyske landegrænser - som jeg også hér gør et lille forsøg i at få gjort noget ved. Sangerinden Sascha Perrera i gruppen, synes helt sikkert for mig at være et strålende eksempel på, hvor sexet en stemme man kan have i musik som dette.
Gruppen har derudover også glæden af at være ejere af den komplekse og metaforiske debuttitel "Barefoot Wanderer". Den eksentritet de bærer rundt på i deres dybtegående og yderst fængende, ja nærmest hypnotiserende lydunivers, er også en fordelagtig detalje i musikken. Sidst mener jeg også, at den kant der er på f.eks. "Msoto Millions feat. Ukoo Fiani" er grumt dansabelt, som man helt sikkert også kunne gøre brug af på de danske klubgulve.
Tjek deres myspace-side lige hér nedenunder:

http://www.myspace.com/jahcoozi

Hilsen

Whale Waves  

Delikat Debutpop

                                                                       ICA mig her og ICA mig der
              


Ebba Carlén og Maria Vejde udgører tilsammen duoen Palpitation. En svensk duo, der blot ønsker at musikken skal tale for sig selv. De to svenske piger laver forunderlig såmænd fabelagtig indie-pop med et glimt i øjet. Vokalerne er måske lidt udviskede og lyden lidt støvet, men det er såmænd en del af hele dette arrangement så at sige. Det er nu to år siden de sidst udgav noget materiale, nærmere bestemt ep'en"Happy Now". Så om end ikke den var en succes, vil de faktisk om ikke så forfærdeligt længe udgive deres selvbetitlede debutplade, der helt sikkert vil gå hen at blive en stor indie-basker ovre i det svenske land. Hvis alt dette ikke skulle lyde fristende nok, kan man rent faktisk via deres hjemmeside; som jeg har lavet en link til her nedenunder, downloade deres seneste single til den længeventede debut; nummeret "What If". Spis dig mæt i en omgang svensk indie-pop og du vil med stor sikkerhed blive godt og grundig mæt. Udover deres hjemmeside vil man også kunne finde deres myspace-side med bl.a. kommende koncerter, lidt videoer og numre fra deres tidligere ep.

http://palpitation.se/

http://www.myspace.com/palpitationband

Italiensk På Tysk

Koncertplakat for bandet

Den italienske presse ser tilsyneladende ud til at være en anelse ligeglade med, at den Berlin-hamborgensiskegruppe La Stampa bruger netop deres navn. Ikke desto mindre har gruppen i starten af året fået smidt en debut på gaden ved navn "Pictures Never Stop". Det er meget klassisk pop/rock i bedste engelsk/tyske stil. Den musikalske kvalitet i bandet er virkelig på højt niveau, så med mindre du ikke er til lettilgængelig og rytmefikseret- både tysk og engelsksproget popmusik, så synes jeg ikke, man skal snyde sig selv fra lige at lytte lidt til bandets behagelige melodier. En lys fremtid vil forhåbentlig nok komme dem i møde indenfor en overskuelig fremtid, med al det talent de besidder.
Myspace-siden til bandet findes her under.

http://www.myspace.com/lastampaberlin

Pop I Lange Baner

                                          Coveret fra deres 2010-plade "Idle Labor"




Jeg vil først og fremmest for engang skyld ikke skrive en lang introducering om gruppen Craft Spells, da en længere roman sagtens kunne være skrevet om lige netop disse. Gruppen laver ikke bare popmusik for ørerne som gode popmusikere normalt gør brug af, disse tager såmænd også andre midler i brug, for at få netop dig op af stolen, af ren og skær fryd over musikkens både nydelige og støjende hjørner. Dette er absolut kvalitetspop, da måden gruppen formidler deres lyriske former på er yderst smuk. Og såmænd også bare musikken som helhed. På gruppens myspace-side kan man downloade intet mindre end syv herlige numre, som simpelthen er lige til at tage med på farten, dermed ikke sagt, at man ikke skal få købt noget af deres materiale, hvis altså dette er muligt endnu. Til sidst synes jeg ikke, at I som musiknydere skal snyde jer selv for at gå ind på den linkede myspace-side, simpelthen fordi dette musik er én ud af de mange nye- og rigtige gode pop/shoegaze-grupper, der virkelig er gode.





Whale Waves

Nordjysk Garage

                                           De fire gutter fra Thee Attacks



Dette er nordjysk. Aalborgensisk for at være mere præcis. Vi tager tilbage til tressernes surfrock. Dengang rock og rul stadig fandtes. Og så alligevel ikke. Det er såmænd bare fordi, at dem jeg nu vil omtale blev dannet for noget kortere tid siden, end tressernes "danser-i-parker-stil". Nærmere bestemt 2007. Thee Attacks kalder de sig for. Bandet består af fire gutter med fornavnene Jimmy, Terry, Johnny og Ritchie - i følge myspace i hvert fald. Det er sådan en slags tresseræra man bevæger sig ind i, desto mere man graver sig ned i musikken. På nummeret "Love In Disguise" kan man virkelig mærke dennehersens T-Rex-feeling på tætteste hold. Og så gør det jo heller ikke noget, at selveste Liam Watson stod bag producerpulten, da deres spritnye debutplade "That's Mister Attack To You" skulle bikses sammen. Drengerøven får virkelig lov til at leve en gang til, tak at være bl.a. Thee Attacks smittende dansende- og shaky visdom. Jeg har nedenunder linket til deres myspace-side valgt at lægge en video til det førnævnte nummer "Love in Disguise" ud. Videoen er rimelig ny og er måske lidt corny, men alligevel er der noget over det, som jeg som publikum bare ikke kan stå for.


http://www.myspace.com/theeattacks


http://www.youtube.com/watch?v=1ztaLJPkVtM

Nyt Fra Kvinden Med Det Spøjse Navn

Kaki King

Katherine Elizabeth King er det borgerlige navn på den talenfulde kunstner kaldet Kaki King. Hun er født og opvokset i Atlanta, Georgia, USA i 1979,  hvor hun både lærte at spille guitar og trommer. På highschool blev hendes interesse for musik yderligere forøget, da hun dannede en gruppe sammen med klassekammeraten Morgan Jahnig. Senere flyttede de sammen til New York, for derefter at studere, og spillede derudover også lidt rundt omkring i New York. Nu er hun både en anerkendt og yderst smuktspillende musiker, der bl.a. også kan spille på klaver fremfor de førnævnte instrumenter. Musikken er en blanding af en god håndfuld folk, en snert af shoegaze og singer/songwriter-stil krydret med en aldeles smagfuld rocksound. På den andenside af sundet er hun lidt af en darling, mens hun i disse europæiske kredse, vel mest af alt bare er betegnet efter den noget eftertragtede titel (i mine øre i hvert fald) som "ukendt". Hun har dog netop optrådt på Loppen i København, men vil i den nærmeste fremtid udgive plade nummer fem i samlingen (hvis man ikke tæller EP'er og andet stas med). Personligt selv synes jeg, I skal prøve at lytte til nummeret "The Betrayer", da det fint viser hendes henrivende genremiks mellem lidt forskellige genrer. Det er på en måde lidt poppet og derpå oven i købet live: 


http://www.youtube.com/watch?v=Q3rl0OFSJms 

Videomekanisk Dreampop

                                                                             Crystal


Kære Du

-Synthesizer for alle pengene, ultra-drømmende-firser-agtige, flashene/vuggende og knitrende, nærmest funklende electro-beats og -til en vis grad, meget inspireret af den gamle firser-sound, der bl.a tæller navne som Duran Duran, The Human League og Depeche Mode- i deres tidligere år i hvert fald. Crystal (Japan) gør stort set alt for at få presset så meget ud af firsercitronen som overhovedet muligt- og de gør alt tænkeligt muligt. De tager alt godt fra firsersnollerposen, ryster den godt og grundigt og ser, hvad der til sidst kommer ud i den anden ende. Deres debut-ep er netop udkommet på det franske label Institubes, der bl.a. har udgivet plader for de garvede australiere Midnight Juggernauts. Dernæst skal det jo også lige siges, at de digitale lyde Crystal udsender kan lokaliseres lige herunder. Til sidst skal det lige nævnes, at nummeret "Transceiver" simpelthen skal opleves- det er en killer i værste grad.

http://www.myspace.com/ccccccrystalllllllll

Med mange kærlige hilsner fra

Whale Waves

Musikkens Fader

                                                       David Bowie


Kære Jer Derude

Ville bare lige smide det  oldgamle hit "Heroes" ud som musikvideo, der jo er af musikkens fader David Bowie.

http://www.dailymotion.com/video/xh04i_david-bowie-heroes_music

Mvh.

Whale Waves

Hymnen For Denne Kommende Sommer

                                          Hvor glædelsesfuldt - sådan så de ud i det herrens år 2008.


Kære Du Derude

Jeg har efter lidt tid blevet enig med mig selv om, at denne tekst bare måtte ind på bloggen, så det er den nu.Gruppen The Morning Benders har med dette nummer formået at slå igennem som gruppe og som indie-magere. Nummeret "Excuses" fra deres nye plade "Big Echo" er efterhånden blevet skrevet om flittigt på diverse blogs og hjemmesider.
Grunden til at jeg gerne lige ville smide denne sangtekst ud er noget så såre simpel som, at det såmænd bare er sommeren, der kommer helt tæt på én som selvtænkende individ. Ravet bliver lidt efter lidt til en funklende diamant, jo længere man kommer ind i teksten. Sidst men ikke mindst har jeg lagt en yndefuld og kuldegysfremkaldende live-udgave ud nederst i indlægget. Mere live og dybfølende kan det vidst ikke blive.

You tried to taste me and I taped my tongue to the southern tip of your body. Our bones are too heavy to come up, squished into a single cell of wood. I made an excuse. You found another way to tell the truth. I put no one else above us.We’ll still be best friends when all turns to dust.We are so smooth now. Our edges are beaten,drift wood widdled down.Old bodies slip when they make love.We’ll mine our sparks to shoot us above!

http://vimeo.com/8322868

Mvh.

Whale Waves

South By Southwest og Fitz & The Tantrums - Hektisk Dans Med Motown I Øregangene

                                                            Fitz And The Tantrums
                                  
Kære Jer Rundt omkring

Nu da den verdensomspændende indie-musikfestival over dem alle atter engang går af stablen, må jeg jo fint stå hér hjemme og se på fra sidelinjen, hvorefter måske at håbe på, at det engang bliver min tur til at tage derover. Ikke desto mindre har jeg fisket denne gruppe op fra indie-dammen.

En ekvilibristisk omgang soul, indie, pop, r n'b, med en snert af motown-agtige superhooks, får man såmænd serveret på et sølvfad, vel og mærke, hvis man da også lige får lyttet til det. Fitz & The Tantrums hedder de. Både soul/jazzballader såvel som særdeles sprøde, knitrende, old-school-agtige jazz/hip/hop beats hænger ud med syntetisk og dog sumblimt hoppende orgelsamples, med friske og ekstremt chillende sang-harmonier. Præcis som når soulen er aller bedst. Den centralt bemærkende motown-lyd gør egentlig bare det hele endnu bedre og ufatteligt originalt. Alt dette hurlumhej kan man få smækket lige op i hovedet noget så grufuldt, ved blot du kommer til den føromtalte SXSW festival. Funk' den helt ud i ekstremerne med disse fire soulelskende gutter, og hvis du nu befinder dig over there - så få dog hørt dem. Det gælder ikke altid om at få hørt noget, der virker nyskabende og intelligent, men at få hørt noget man selv synes om, og som man selv kan identificere sig med. Og det kan man med Fitz & The Tantrums.

http://www.myspace.com/fitzsoulmusic

Kærlige hilsner

Whale Waves