Man kan sige meget om disse, men det der med at kunne placere dem i en given genrebås, synes ikke helt umiddelbart og klart for mig. Denne københavnske kvintet bestående af medlemmer fra blandt andet Chimes & Bells og Howl baby Howl klinger umådeligt fint i mine ører. Pinkunoizu kalder de sig for. Kvintetten har netop udgivet debutalbummet, eller debutep'en om man vil, kaldet 'Free Time Volume One'. En næsten skizofren sammenkomst af både østasiatiske symfoniklange i form af både kor og strygere vugger sig frem på lydtapetet. Også Animal Collectivesk-inspireret lydbølgerlege samt dybe og sfæriskbetonede indie-rock-overfloder og måske også uharmoniske post-punkede energiudladninger er, hvad jeg til eksempel kan hitte frem fra 'Free Time Volume One'. Denne storladende psychudgivelse er egentlig allerede klar til en kommende opfølger, der dog lader vente på sig, da den først udgives engang til foråret kaldet 'Free Time Volume Two'. Det er i al sin vildskab herligt mættende at smæske i sig, og vil efter alt at dømme nok snige sig godt og grundigt under huden for mit vedkommende inden dette år når at gå på hel. Jeg vil nok betegne sidste skæring på udgivelsen som min klare favorit. Det er pga., at den bedst tager hånd om alle de psychede og mærkværdige indslag, der for mig synes som en nødvendighed, når man har at gøre med en sådan slags musik. Også første nummer på pladen kaldet 'Time Is Like A Melody', med sine 'kun' knap fire minutter, er særligt bemærkelsesværdigt. Man kan måske næsten kalde nummeret for en klart sprudlende og boblende psychdrink, der bedst nydes ved ikke at lave så meget andet, end blot at lytte til nummeret. Helst flere gange i dets fulde længde.
Det kan meget vel være, at de tre af de fire numre på pladen forekommer som lange og ufremkommelig, men ikke desto mindre skal man tage den tid det tager med de numre. Man skal så at sige lige synke dem først. Sådan gør man det bedst, hvis man vil have hver en tone med på pladen. Det er heller ikke nok med blot et enkelt lyt eller to. Den kommercielle gennemslagskraft kommer om noget nok ikke lige i overmorgen, til gengæld er der så mange mørke og på én og samme tid også meget lyse lag på denne udgivelse. Det medvirker til, at man til sidst står tilbage med en særegen tilfredsstillende følelse i maven og med stive ører igen kan begive sig ud i virkeligheden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar